Se siden på dansk Visit the English page

Huskeliste til ferien

 

TIL UDLANDET MED TRYGHED – PILLEPAS OG MEDICINATTESTER

Et af vores specialer er legaliseringer af dokumenter til brug i udlandet. Ofte skal vi både rundt om notaren og Dansk Erhverv eller Dansk Industri og Udenrigsministeriet og ambassaderne/konsulaterne. Apostillekonventionen gør det lidt nemmere for dem, der skal bruge dokumentet i de mange lande, der har tiltrådt den, idet de så har tillid til Udenrigsministeriet, så vi ikke behøver gå til deres repræsentation her.

I anledning af den forestående sommerferie vil vi med denne artikel sætte et kort spot på en særlig variant af dokumenter, der skal legaliseres. Noget, der betyder meget for dem, der har brug for disse ydelser, og kræver lidt benarbejde.

Nemlig Pillepas og Medicinattester.

Hvis du skal rejse udenfor landets grænser, og du får visse typer medicin, særligt de typer som kan have en euforiserende virkning, er det en god idé at få lavet et Pillepas eller en Medicinattest.

Har du sådan et pas eller attest har du dokumentation for, at du må rejse med din medicin, og du slipper for en eventuel konfrontation med myndighederne i de lande du skal besøge.

 

PILLEPAS

Her finder du hjælp på Apoteket.dk, som er en hjemmeside, som Apotekerforeningen står bag. Der er en fin vejledning til, hvad man helt lavpraktisk skal gøre. Det Pillepas, du får her, gælder i de lande der deltager i Schengensamarbejdet. Det er som udgangspunkt EU-landene, men Schengensamarbejdet rækker lidt videre, da 4 lande udenfor EU også deltager i vist omfang, og 2 EU-lande er ikke med, og nogle lande deltager ikke fuldt ud. Så tjek med apoteket, om du kan få Pillepas til det land du rejser til, hvis du er i tvivl. Husk Pillepas gælder højst i 30 dage.

 

MEDICINATTEST

Sådan en udsteder din læge. Han skal lave et print af din medicin (hvad får du og hvor meget) og underskrive den. Det er en rigtig god idé, hvis lægen skriver dit CPR-nummer og pasnummer på attesten! Det er bedst det gøres inden den printes ud. Nu skal den underskrevne attest så legaliseres i Udenrigsministeriet. Når ministeriet har gjort det, dækker den langt flere lande, faktisk det meste af Verden (se oversigt hos Udenrigsministeriet), og det gør den i hovedsagen tidsubegrænset. Skal du ud at rejse i længere tid, bør du dog tjekke med ambassaderne for de lande du besøger (eller lokale myndigheder), om der er en tidsbegrænsning hos dem.

I forbindelse med ministeriets behandling af attesten vil ministeriet kontakte din læge, hvis det er første gang, og få vedkommendes underskrift bekræftet. Lægen er derefter registreret i ministeriets system, og kan fremover lave attester uden at blive kontaktet igen. Af den grund kan der være læger, som ikke ønsker at lave en attest, eller som har fået slettet deres underskrifter hos ministeriet. I så fald kan du spørge lægen, om en af de andre sundhedspersoner, der arbejder på klinikken, kan hjælpe. Alle sundhedspersoner hos din læge, dvs. personer der har et autorisationsnummer/er registreret hos Sundhedsstyrelsen som sådan, må udfærdige en attest.

 

AMBASSADEDOKUMENTATION

I de tilfælde, hvor Pillepas og/eller Medicinattest ikke rækker, er der en sidste mulighed. Det er at kontakte de respektive ambassader. Der er nok ikke to lande, der håndterer tingene ens, så tag fat i dem i god tid!

Vi hjælper dig også gerne med at styre processerne igennem, hvis du skulle få behov.

Kontakt denne artikels forfatter cand. jur. Lars Peder Hornhaver LPH@kellerlaw.dk eller på telefon 60156211 for yderligere information.