Crowdfunding og lavere kapitalkrav i anpartsselskaber
Som et udslag af iværksætterpakken fra sommeren 2024 kan anpartsselskaber benytte sig af equity crowdfunding nu, ligesom kapitalkravene til anpartsselskaber på et senere tidspunkt nedsættes til 20.000 kr.
Herved bliver det alt andet lige nemmere at skaffe kapital til at blive iværksætter i et selskab med begrænset hæftelse.
I denne artikel kan du læse mere om, hvad det går ud på.
CROWDFUNDING
Nu kan man i anpartsselskaber skaffe kapital fra en bred kreds af småinvestorer via udbud af anparter på en crowdfundingplatform.
Det vil sige, at man kan udbyde unoterede anparter til offentligheden.
HISTORIK
Indtil 1. januar 2025 var udbud af kapitalandele for offentligheden kun åbent for aktieselskaber.
Hidtil har det nemlig været sådan, at anpartsselskabsformen var målrettet virksomheder med en mindre ejerkreds, der ofte kender hinanden i forvejen. Dets direkte modsætning er således f.eks. børsnoterede aktieselskaber.
Anparter måtte ikke udbydes til en ubestemt kreds. For eksempel var henvendelse til en udefineret gruppe gennem en annonce i en avis ulovligt. Avisannoncer, der var henvendt til bestemte grupper, f. eks. abonnenter eller borgere i et bestemt lokalområde, var derimod lovlige.
Dette kunne give anledning til meget grænsedragning og tvivl.
MULIGHEDER
Men nu er det altså blevet nemmere for privatpersoner at gå sammen via crowdfunding og investere i en virksomhed mod at få en ejerandel i virksomheden.
Dette kan f.eks. være en mulighed for købmandsforretningen i den lille by, der kan søge investeringer fra en ubestemt kreds af kunder, og på samme måde en mulighed for indbyggerne i den lille by og dens omegn, der vil støtte deres købmand. Eller for iværksættervirksomheden, der ønsker at invitere en bred kreds af småinvestorer med i ejerkredsen, og derved rejse kapital.
Man kan benytte sig af ordningen, hvis man udbyder anparter på en crowdfundingplatform. Man må ikke ramme over et loft på 5 mio. EUR. Hvis man ikke benytter en crowdfundingplatform, eller ønsker et kapitalindskud på over 5 mio. EUR, kan man stadig foretage udbud, men kun hvis man (1) udbyder til kvalificerede investorer, eller (2) til færre end 150 ”ikke-kvalificerede” investorer pr. land indenfor EU, eller (3) hvis pålydende pr. enhed beløber sig til mindst 100.000 EUR, eller endelig (4) hvis udbuddet er rettet mod investorer, der erhverver anparter for mindst 100.000 EUR pr. investor.
Anparter må fortsat ikke handles på børsmarkederne.
METODE
Hvis man vil tiltrække crowdfunding skal man udbyde anparter over internettet på en crowdfundingplatform, hvor forretningen eller forretningsideen præsenteres for offentligheden med invitation til at investere mod at få en ejerandel.
BESLUTNINGER OG DOKUMENTER
I bestående selskaber vil en succesfuld crowdfunding kræve, at de bestående ejere på en generalforsamling vedtager en kapitalforhøjelse og herunder vedtager nye vedtægter, medmindre ledelsen er bemyndiget til at foretage dispositionerne. En ejeraftale vil kunne fastlægge de nærmere rettigheder og krav ejerne imellem.
KAPITALKRAV
Den samme lovændring har nedsat kapitalkravet til anpartsselskaber fra 40.000 kr. til 20.000 kr.
Dette har været dækket mere bredt i pressen.
Denne ændring er dog ikke trådt i kraft endnu – erhvervsministeren fastsætter senere ikrafttrædelsestidspunktet for det.
Kontakt advokat Flemming Keller Hendriksen for yderligere på fkh@kellerlaw.dk eller 70909060.
(LFF 2024-11-05 nr. 71)