Se siden på dansk Visit the English page

Kan en konsulent blive betragtet som ansat?

Har en person, der er selvstændig erhvervsdrivende, få kunder, og måske især een stor kunde, skal man være opmærksom på risikoen for at blive om kvalificeret som lønmodtager i den relation. Dette kan have betydning både for moms og beskatning.

I en nyligt offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten blev det fastslået, at skatteyderens indkomst var lønindkomst og ikke indkomst fra selvstændig virksomhed, som han havde regnet med.

Samtidig skulle klageren indbetale den moms, han selv havde opkrævet på sine fakturaer. Med henvisning til EU‑domstolens praksis gælder hæftelsen for “enhver”, der fakturerer med moms, uanset om man faktisk er momspligtig – medmindre fejlen berigtiges korrekt (kreditnota mv.).
Hvis man vil dyrke detaljerne i sagen yderligere selv kan afgørelsen findes i: SKM.2025.663 LSR.

Sagen giver anledning til at sætte lys på den anden side af denne problemstilling, nemlig når man som virksomhed vil tilknytte en ny konsulent. Her er det vigtigt at være opmærksom på sondringen, så man ikke risikerer, at konsulenten bliver omklassificeret til at være ansat af skattemyndighederne. I så fald har virksomheden tilsidesat sin forpligtelse til at indeholde A-skatter m.v. og kommer til at hæfte for konsulenten/medarbejderens skattebetalinger.

Det fremgår af afgørelsen, at konsulentens kontrakt indgik i Skattestyrelsens vurdering af sagen. Der er en række ankerpunkter for bedømmelsen af, om man er konsulent eller ansat, som i bund og grund handler om, hvor meget kontraktforholdet minder om et ansættelsesretligt forhold. Her anvendes kontrakten mellem parterne som et vigtigt fortolkningsmoment. Forhold af betydning kan bl.a. være, om konsulenten skal være en bestemt navngivet person, om der indgår regler om ferie, arbejdstid, og begreber fra ansættelsesforhold, og meget mere. Det afgørende er, hvad realiteten i forholdet er. Er der i realiteten tale om et ansættelsesforhold, kan man ikke omklassificere det ved at kalde det noget andet. Er der tvivl om naturen i forholdet, må man ved hjælpe af ordlyd og sammenhæng forsøge at fortolke sig frem til det mest nærliggende.

Det er derfor vigtigt, at disse kontrakter og selve kontraktforholdet er tænkt godt igennem, og at kontrakten er udført korrekt, så tvivl og usikkerhed begrænses eller udelukkes.

Du kan kontakte adv. Flemming Keller Hendriksen eller adv.fm. Teddy Hartvig Danfil, hvis du har behov for at vide mere, på 78 79 01 75 eller 78 79 01 71 eller fkh@kellerlaw.dk og thd@kellerlaw.dk.