Jesper Rye Jensen
Advokat (L)
Jesper Rye Jensen er advokat og partner i Keller Advokatfirma. Han er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2006 og har været advokat siden 2009.
Som en særlig styrke har Jesper et erfarent ben i både erhvervsret og privatret, og hans specialer omfatter således både erhvervslejeret og almen lejeret samt familie- og arveret, herunder dødsbobehandling, og tvistløsning for virksomheder såvel som private, herunder retssager.
Jesper sætter faglighed, ordentlighed og god kommunikation i højsædet. Hans ambition er altid at sikre sine klienter den ideelle løsning på deres sag og opretholde en god dialog med både medspillere og modspillere på vejen dertil. Og han er hudløs ærlig: Står du med en svær eller dårlig sag, får du det at vide, inden han påtager sig den.
I det hele taget betyder dialog og måden, han formulerer sig på, meget for Jesper: ”Jeg skal være i øjenhøjde med klienten. Det er utroligt vigtigt, at vi forstår hinanden. Hvis ikke klienten forstår, hvad jeg siger eller skriver, har jeg ikke udtrykt mig klart nok. Man kan sagtens formulere sig lige så præcist på almindeligt dansk, som man kan på ”juridisk”. Man skal altid kunne spørge, hvis der er noget, man ikke forstår.”
Jespers største drivkraft er at kunne hjælpe andre – især på områder, der berører os alle sammen. Særligt brænder han for at sikre den bedste samlede løsning på familieområdet, fordi det betyder så meget for folk. Hvad skal der ske, når nogen dør? Hvordan skal boet deles ved skilsmisser, og hvilken ordning er bedst for børnene? I sådanne sager er det vigtigt, at man får truffet de rette beslutninger, og det er Jesper garant for.
Familie optager ikke alene Jesper professionelt men i høj grad også privat: Når Jesper ikke har næsen dybt begravet i juridiske sager og paragraffer for at finde den bedste løsning for sine klienter, bruger han derfor al sin tid med sin kone og sine to børn. Og så holder han af at spille klaver.
Jesper kan kontaktes på JRJ@kellerlaw.dk eller på telefon 78 79 01 72.